Den 1. maj begyndte borgerne i Hedensted Kommune at sortere madaffald, restaffald, papir/pap og metal/plast/mad- og drikkekartoner for sig i to to-delte affaldsbeholdere. På grafen kan du se hvor meget affald, der blev indsamlet i løbet af den første måned med den nye affaldssortering. Hedensted Kommune håbede blandt andet på at kunne reducere restaffaldet med 40% og dét mål blev bestemt nået, i hvert fald den første måned, sammenlignet med samme måned sidste år. Det betyder at vi i maj 2021 sendte under det halve af det indsamlede husstandsaffald til forbrænding, sammenlignet med maj 2020. Til gengæld sorterer vi nu til biogas og mere genanvendelse.
Tak til alle jer for den gode indsats med at komme godt i gang med den nye sortering derhjemme. Det er rigtig godt gået, selvom der har været forskellige opstartsproblemer.